Hvad er Laban Movement Analysis (LMA)?


LMA systemet tog sin begyndelse med bevægelsesteoretikeren Rudolf Laban (1879-1958). Systemet, der er videreudviklet af Labans elever og efterkommere, danner en ramme for individuelle og universelle principper til at observere, deltage i og forstå bevægelse.

LMA giver os et sprog til at beskrive menneskelig bevægelse både kvantitativt og kvalitativt.

For virksomheders vedkommende kan det f.eks. dreje sig om en analyse af arbejdsstillinger og de daglige bevægelsesmønstre for at kunne etablere mere effektive og forebyggende bevægelseskvaliteter.

LMA kan også hjælpe med at styrke non-verbal kommunikation og personlige præsentationsevner.


I kunstnerisk sammenhæng kan LMA benyttes i den kreative skabelsesproces samt til at udvikle en performers mest autentiske og unikke udtryksform.


For andre, kan LMA bruges til at forstærke forholdet imellem krop/sind, afhjælpe fysiske skavanker og uhensigtsmæssige måder at belaste kroppen på og derved skabe sunde bevægelser i dagligdagen.


 


 

 

Hvad er bevægelsesvejledning?


Som bevægelseskonsulent arbejder jeg ud fra LMAs grundprincipper, som giver en holistisk forståelse af kroppens bevægelser.


LMA gør mig i stand til at lave individuelle bevægelsesprofiler, som analyserer og vurderer dine unikke bevægelsesmønstre og fysiske udtrykskvaliteter.


På det teoretiske plan består LMA af en række analysemetoder, der gør det muligt at afklare styrker og svagheder i dine bevægelsesmønstre – og dermed rette lys mod uopdagede kropslige, følelsesmæssige og psykologiske ressourcer.

 

På det praktiske plan indeholder LMA bl.a. en række fundamentale kropsøvelser, som hedder Bartenieff Fundamentals (BF). Formålet med BF øvelserne er at finde tilbage til kroppens kerne, velbefindende og udtryk. Hertil bruges åndedrættet, jordforbindelse, anatomisk harmoni og bevægelse i rum.


BF øvelserne er relateret til alle de bevægelser, du laver i dagligdagen så som at sidde, gå, række, skifte niveau, ændre vægtfordeling, dreje, tale og  trække vejret. Øvelserne praktiseres liggende i en rolig og afspændt tilstand med fokus på kroppens grundelementer herunder knogler, ligamenter, muskulatur og åndedræt.

Hensigten er at skærpe din kropsbevidsthed, med det mål, at du får en større bevægelsesfrihed og et øget velvære.


Udgangspunktet i mit arbejde med en klient varierer, da det afhænger af klientens individuelle behov og fysiske tilstand. Jeg lægger meget vægt på at møde min klient der, hvor han/hun er og arbejde ud fra de ønsker, den enkelte kommer med; og samtidig bruge deres medfødte styrker og personlige stil.


 



Referencer:


LABAN Atelier Bratislava, Cracovia Danza - the Court Ballet, Polish Dance Theatre Poznan, EADA Barcelona, MSO Productions, Laban/Bartenieff & Somatic Studies International, Move’n’dance, Sceneindgangen, Københavns lærerforening, Dans i uddannelse, Get Strong yoga & pilates studios, Ørkenfortet.
 



Foto: Sara Roland